(Iværksætter) Drømme

(Iværksætter) Drømme

Kan man virkelig leve af sin drøm?

Ikke i starten, det er helt sikkert! 

Men betyder det så, at man ikke skal gå efter sin drøm?

Bestemt ikke; hvordan er det nu, du kan 3 gange mere end du tror og 10 gange mere end din mor tror!

Hertil vil jeg bare sige, at min mor tror ubetinget på mine evner, 10 gange mere end jeg tror på mig selv 😅 Hun er min største fan!

Det kræver mange timer, interesse-timer om man vil. Men med passion som dit drive, din motor, så kommer du langt, også uden at opdage at ugen bød på +80 timers arbejde. 

Og så findes der jo de mennesker, der bare får en ide og tjener millioner med et knips med fingrene, det er bare de færreste, desværre. Gid det var så nemt.
Jeg er ikke en af dem 🥴

Hvor starter man?

Har du et produkt du kan sælge? En ide, viden, fysisk produkt, har du noget du brænder for, som kan omsættes til værdi for andre?

Jeg mødte engang en fyr, der var iværksætter helt ind i hjerte, han fandt på og fandt på, men det lykkedes ham ikke rigtig at lave en forretning ud af det. Måske han i dag endelig har solgt en ide og tjent kassen på det, det ved jeg ikke. Men måske i kender typen? Er du typen?
I så fald bør du alliere dig med folk der kan alt det du ikke selv kan. 
For du kan umuligt vide alt om alt. 

Det jeg selv gjorde var, at jeg tog fat i vores lokale iværksætterhus.
De fleste kommuner har dem efterhånden. Her finder du ofte en du kan pitche din idé overfor. En der kan give god konstruktivt kritik (ikke som mor, der ville sige det var smukkeste hun havde set).

Måske kan du, igen som jeg, få hjælp fra revisor og advokat, så du er helt sikker på, at du får startet op på den korrekte måde. Her i kommunen var det også gratis 👏

Sagde du så bare op?

Jeg så ingen anden udvej, efter en stres sygemelding var jeg nødt til at få luftforandring. 

Jeg var ked af det, følte mig som en taber, tænk at jeg var så dum, at jeg ikke kunne passe mit arbejde. Tænk at jeg skulle ligge i sengen, med ondt helt ind i hjertet og en krop der nægtede at stå op.

Jeg ligger heldigvis ikke længe, når jeg falder. Så op på hesten, og en snak med manden senere, lå min opsigelse hos chefen og jeg skulle hermed leve af min mands indkomst 🥴 (feministen i mig døde næsten)

Jeg sagde mit job op 😱

Men jeg havde også en plan

I månederne forinden var jeg gået i gang med at lave prototyper, på en ide jeg havde fået. Et hygge projekt, som jeg kunne dykke ned i og nørde med. Et projekt der kunne distrahere tegnene på stres, og få følesen af uduelighed til at forsvinde for en stund.

Det hele flød lidt sammen med min undervisning, jeg har nemlig en kæmpe forkærlighed for naturen, verdensmål og klimasnak. Det var det jeg lavede før, underviste altså.

Så jeg havde sagt op, fik kontaktet iværksætterhuset, og skulle nu ind og pitche min ide.

Så der stod jeg med min snollede lille sæbebar og skulle overbevise dem om, at det var fremtiden, at plastik bliver overflødig, I hvert fald omkring shampooen. 

Og de var vilde med ideen, og vilde med min energi og min passion 🙈

Så startede ventetiden, der gik måneder før mit første produkt blev godkendt til salg. Og jøsses, det kan godt være jeg er uddannet lærer, men jeg anede virkelig intet om hjemmesider, SEO, Google ads, facebook annoncering, bogføring osv. Egentlig heller ikke meget om shampoo, som sådan, kun det fra egen erfaring; kemien kunne jeg dog hurtigt få afkodet.
Og slet ikke noget om shampoobars, det var der i det hele taget ikke mange der gjorde. 

Men der var kun en vej, og det var frem. I gang med at studere. Og nørde.
Det er jeg heldigvis god til.

Planen foldede sig ud, blev mere og mere virkelig. 

Tvivlede du aldrig?

Jo, hver anden dag!

Det gør jeg stadig.

Jeg er sådan en type der bliver enormt påvirket af andres humør, og hører alt det negative 3 gange så højt som det positive.
Så jeg var bange for at stille mig foran kameraet, være synlig, og vise hvem jeg var og hvad mit produkt kunne. 

I kender typen på facebook, dem der bruger det som skraldespand for frustrationer. Ting der skulle være forblevet usagte, men som bliver losset ud til højre og venstre. Dem kunne jeg ikke magte at møde.

Havde jeg mødt dem, var Birk ikke blevet.

Min frygt er dog blevet gjort til skamme. Jeg får så mange rosende ord med på min vej. Og det har været så godt for mig. 

Desuden har jeg en lille gruppe lokale kvindelige iværksættere, som jeg kan spare med. Vi kommer alle fra modsatrettede erhverv, men det er det smukke i det. Det er aldrig en af dig selv du møder der, det er piger der ser tingene på deres måde, måder som kan få dig til at tænke "aha, den vinkel havde jeg ikke tænkt på". 

Så skaf dig sådan en gruppe, hvis du tænker at blive selvstændig.
De er guld værd!

Er du så i mål?

Nej, langt fra!
Jeg er ikke millionær, og bliver det formentlig heller ikke. 
Mit mål er at kunne leve af det - der er jeg næsten 👌
Lige 5 min. mere, så er den der! 

For jeg har ikke kunnet det hele selv, jeg har måtte søge hjælp, og hjælp koster, og jeg prioriterer deres løn frem for min egen. Og det er faktisk heller ikke helt korrekt. For uden deres hjælp, var Birk heller ikke blevet. 
Så vi er på en rejse sammen, pigerne og jeg. 
Og det passer med, at det er dejlige mødre der er med på rejsen, mødre der alle vil have mere tid til deres børn, uden at miste eller stå stille i deres arbejdsliv. 
Hurra for balance i familielivet ❤

Og det er egentlig det der er Birks inderste kerne - balance.

Balance i naturen & Balance i familielivet.
Tak fordi du støtter min drøm 🙏
😘 Jannie

Tilbage til blog